Gå til Dansk Gede Union forside

SOCIAL ADFÆRD

Flokdyr. I naturen 10-20 dyr pr. gedeflok . Bukkene søger først sammen med gederne, når det er brunsttid.

Førerged el. buk bestemmer over resten af flokken, hvor dyrene har hver sin plads/rang. Der er kun ro i en flok, hvis rangordenen er på plads.

I naturen finder førergeden rastepladser og føde og æder først, derefter slutter flokken sig til. Derfor: skal dine geder lære nyt foder at kende eller nye omgivelser går det lettest, hvis du først lærer førergeden det.

Som førergeden præger flokken, præger geden sine kid. Flaskekid, der ikke kommer ud i flokken, har dårlige muligheder for at lære gedeadfærd. Derfor, hvis geden vil tillade et kid at være i familien er det bedst. Det vil mange mødre godt, selvom de ikke vil tillade, at kiddet patter.

En gedeflok, der er i familie med hinanden f.eks. ged, hendes afkom og deres afkom igen vil holde sammen hele livet. Man kan efterhånden som flokken bliver større slagte de dårligste dyr eller, hvis man har for mange gode dyr, sælge ud af overskuddet. Men sælg altid mindst 2 dyr til en køber. En enkelt ged/kid, der sættes ind i en ny flok vil ofte få store problemer inden den/det finder sin plads i rangordenen.

Avlsarbejde tager tid. Er man utålmodig og ønsker fornyelse – bedre dyr – i sin flok, kan man købe sig til disse, men køb mindst 2 nye dyr ad gangen. Hold de nye dyr adskilt fra din egen flok en uges tid, så de vænner sig til dig og de nye forhold inden de skal ud i flokken og slås for at finde deres plads/ rang i flokken.

Tænk også på at hver flok/enhver stald har sin bakterieflora. De nye dyr skal vænne sig til en anden bakterieflora end den de kommer fra og vil derfor være mere udsatte for sygdom i den første tid. Da de som regel også er noget stressede på grund af de nye forhold, skal man følge dem nøje. Hvis der er rigelig plads i stald og på marken, så dyrene kan trække sig væk, vil det gå bedst. Dyr kan forandre adfærd, når de flyttes fra en flok til en anden. En ged der er nederst i rangordenen i en flok kan blive førerged i en ny flok eller omvendt.

Husk: Geder skal vænne sig til nyt foder. Det skal ske langsomt over 8-14 dage.
Husk: Geder er flokdyr. Hold aldrig en ged alene. En flok er på minimum 2-3 dyr.