Virksomhedsbesøg på Hjelholts uldspinderi

af Ane Thomassen
 
Vækkeuret ringer kl. 4.30 – på en lørdag! Et kort øjeblik overvejer jeg, om det nu var fornuftigt overhovedet at tilmelde sig dagens virksomhedsbesøg på Fyn. Men jeg har glædet mig meget til denne dag, så jeg kommer dog op. Gederne og kreaturerne synes også, at det er lidt mærkeligt med week-end morgenmad kl. 5.

Madkurven pakkes og af sted kommer vi, så vi kan nå den første færge fra Fynshav kl. 08. Vi vil nemlig have en udflugt ud af det, og har derfor valgt sejlturen. Desværre i tåge, men alligevel dejlig. I Fåborg går vi amok i en ostebutik – dog et planlagt besøg. Vi nyder den smukke tur til Hesselager og efter lidt omveje kommer vi frem til tiden. En lille sluttet flok er mødt op til dagens arrangement. Der kunne godt have været flere, men for os der mødte op gjorde det lille deltagerantal det lettere at følge med i Henrik Hjelholts rundvisning på spinderiet.

Vi startede med at se indleveringsrummet, hvor ulden og mohairen begynder processen til at blive et lækkert garn. Vi så lidt forskellige uldtyper – og vi fik en idé om, hvor godt ulden bør sorteres inden indlevering til spinderiet.  Henrik fortalte, at ulden skal kunne trækkes fra hinanden  og den skal være renset for gødning og halm hjemmefra. Længden skal være 5-12 cm for at give et godt resultat. Er uldens længde f.eks. 14 cm. er det en ulempe. Der skal indleveres min. 10 kg af  hver sortering.

Henrik viste os også noget uld, som vi ikke kunne identificere. Det var uld fra en moskusokse fra Grønland. Under de meget stride dækhår har moskusoksen en fin underuld, som Henrik skulle prøve at spinde til garn. Ikke nogen helt nem opgave, så vidt jeg forstod på ham.

Ulden  vaskes i store kar ved 50 gr. og holdes i bevægelse stille og roligt frem og tilbage. Ulden vaskes 2 gange og skylles. Temperaturen sænkes gradvist til ca. 8 gr. Efter centrifugering tørres ulden i tørreskab, der holder en temperatur på 35 gr.

Herefter åbnes ulden i en maskine, som Henrik kaldte Wulfen. Den forvandler ulden til  “candy floss”. Mohairen iblandes ca. 25% merino. Ulden stænkes med vand blandet med spindeolie og køres igennem maskinen 2-3 gange.

Så starter karteprocessen. En fantastisk gammel maskine udfører dette arbejde. Alene at se denne maskine arbejde var turen værd. Og man forstår så udmærket, at det er en langsommelig proces at få lavet en sæk uld eller mohair om til garn. Maskinen skal renses omhyggeligt, før der f.eks. kan kartes hvid mohair på den efter farvet uld. Rensningen kan tage ca. 2 dage.  Den første kartemaskine laver karteflor og her ender processen for nogle produkters vedkommende.

Skal der laves garn, skal ulden igennem anden kartemaskine, hvor det bliver til forgarn. Forgarnet snoes derefter i spindemaskinen, som også var en meget speciel maskine med en lang række af spoler og et sindrigt udtrækssystem. Er det vævegarn der laves, stopper processen her.

Næste trin er tvindemaskinen, som tvinder garnet sammen til to evt. flere tråde. Så skal garnet laves til bundter eller fed på en haspemaskine. Her gik det hurtigt. En omdrejningstæller sørger for at der bliver 100 gr. i  feddene. Nu skal feddene vaskes, så  rester af spindeolie fjernes og garnet bliver blødt og lækkert. Når garnet er tørret igen, snoes feddene og pakkes, så det er klart til det strikkende folk.

Undervejs fortalte Henrik om spinderiets start tilbage i 1878. Lige siden har spinderiet været i familien Hjelholts eje. Henrik overtog spinderiet i 1997. De fantastiske kartemaskiner er fra 1940’erne. Også de øvrige maskiner er i museumsklassen – og ikke rentable i moderne produktion i dag. Der er ca. 8 personer ansat spinderiet.

Efter rundvisning gav Henrik en opvisning med sine bordercollier. Det var imponerende at se det samarbejde, der er mellem Henrik og hundene. 2 hunde på en gang – og de vidste præcis, hvornår kommandoen gjaldt dem selv eller makkeren. Seancen sluttede med et kuld dejlige hvalpe, der blev sluppet løs på fåremarken.

Til slut åbnede den velassorterede gårdbutik, og vi var flere, der lige skulle handle lidt inden vi forlod Hjelholt – en oplevelse rigere.

På vej hjem mødtes nogle af os ved Damestenen for at spise den medbragte mad. Det var en hyggelig afslutning på besøget i Hesselager inden turen gik hjemad igen. Det var en dejlig dag – også selvom vækkeuret ringede kl. 4.30.