Gå til Dansk Gede Union forside

Clostridier myrder geder

Følgende artikel skal ses på baggrund af massive dødsfald blandt geder af og til på grund af Clostridium perfringens-forgiftning. Desuden er der mange nye avlere, der ikke kender til problematikken omkring vaccination af geder. Ja, endog mange dyrlæger mener, at dette er unødvendigt.

Generelt om Clostridier.
Clostridium er en ganske almindeligt forekommende bakterieslægt. Dens naturlige voksested er i jord, hvor den gør en masse gavn. Da der også er jord i gedernes omgivelser og foder, vil der også være Clostridier i gedernes mave-tarmsystem. Her lever de i al fredsommelighed, hvis geden er i balance med sig selv, og dens fordøjelse og tarmflora ellers er i orden. Problemet opstår, når geden stresses. Stress opstår for eksempel i drægtigheden, under og efter læmning, ved flokskifte, foderskifte, overfodring osv.

Clostridium er en stor slægt med flere forskellige arter. De fleste kender Clostridium tetani, der forårsager tetanus = stivkrampe hos dyr og mennesker. Clostridium botulinum forårsager botulisme = pølseforgiftning, hvor der er set massive dødsfald i kvægbesætninger fodret med dårlig ensilage. Der er også hvert år mennesker, der dør af botulisme.

Clostridium perfringens er kendt i levnedsmiddelbranchen, idet den hvert år er skyld i alvorlige maveforgiftninger. Det er da også denne art, der giver problemer hos gederne.

Alle bakterier formerer sig ved deling: 1 bakterie bliver til 2, 2 bliver til 4 osv. Dette kaldes for vækst. Cl. Perfringens kan under gode betingelser dele sig hver 8. minut. Dette medfører, at 1 bakterie kan blive til 10.000.000 på 2 timer. Clostridium perfringens kan danne et toxin (giftstof), når den formerer sig/vokser, og det er dette toxin, der er dødeligt for gederne.

Cl. perfringens formerer sig bedst under delvist iltfrie forhold samt ved pH mellem 5 og 9.

Når man obducerer en ged, der har været angrebet af Cl. perfringens, kan det ske, at man kun finder få bakterier. Dette skyldes, at Cl. perfringens har en tendens til autosterilisation, det vil sige, at den hurtigt dør, der hvor den har formeret sig. Så selvom der ikke er mange Clostridier, kan det godt være dem, der er skyld i dødsfaldet.

Clostridium perfringens findes i flere typer : A, B, C, D, E som hver for sig kan forårsage levnedsmiddelforgiftninger hos mennesker samt tarmsygdomme og dødsfald hos geder.

Type A, B og E er ikke kendt for at være sygdomsfremkaldende hos geder.

Type C:
Denne type er velkendt i hele verden som årsag til tarmbetændelse hos unge dyr. I Danmark findes den især som årsag til tarmbrand hos smågrise, i andre lande kendes den også hos geder. Infektionen overføres formentlig fra moderdyret via mælken, og i forbindelse med kraftig mælkeernæring vokser bakterierne frem i tarmen hos kiddet, hvor de udskiller et stof, der giver en voldsom betændelse af tarmslimhinden med blodig diarré til følge. Antallet af syge kid kan være 30% og dødeligheden er næsten 100%.

Hos voksne får, især unge moderfår er den i England beskrevet som årsag til "struck", der som navnet antyder er et akut forløb, hvor dyret findes dødt som ramt af lynet.

Type D:
Giver anledning til pludselige dødsfald hos får og geder ved forædning eller overfordring, velkendt hos dyr i alle aldre undtagen helt spæde dyr. Hos lam ses den hyppigt hos 1-4 måneder gamle lam der indtager store mængder modermælk, samt lam der færdigfedes med store mængder stivelsesholdigt foder, f eks byg.

Til forskel fra type C- infektionerne er forandringerne i tarmen meget begrænset. Det er det optagne giftstof der påvirker blodkarrenes tæthed, som er ansvarlig for de pludselige dødsfald.

Hos får ses der efter dødens indtræden et pludseligt henfald af nyrebarken, dette har givet navn til sygdommen : Bløde nyrer (Pulpey kidneys). Dette ses ikke ret ofte hos geder.

Sygdommen hos geder rammer især spæde kid og voksne geder. Udover det meget pludselige forløb med dødsfald uden forudgående symptomer, ses hos voksne geder et mere langstrakt forløb med vandig diarré og nedstemthed. Tilstanden kan gå over i en kronisk form.

De sygelige forandringer er knyttet til tarmslimhinden i den bagerste del af tyndtarmen og tyktarmen.

Symptomer:
Depression, vaklen, dyret kan ikke rejse sig og ligger på siden, hvor den eventuelt gør padlende bevægelser med benene. Meget vandig diarre (ikke altid).

Andre symptomer: Bugsmerter, feber, utrivelighed, manglende ædelyst.

Pludselig død uden forudgående sygdomstegn.

Følgende dyr er mest udsatte:
Kid er selvfølgelig altid udsatte. Disse får ofte blodig diarré , dysenteri som skyldes Cl. perfringens type C. De kan også dø så hurtigt, at de ikke når at få diarré.

Geder, der lige har læmmet, er i en stress-situation, der gør dem ekstra udsatte. Ofte går det hurtigt, de får tynd mave og dør på stribe. Somme tider når de ikke engang at få diarré.

Ved indbinding, hvor gederne ofte går fra græsning til kraftfoder, ses det ofte, at de største og flotteste geder dør af Clostridieforgiftning. Det er dem, der først kommer til fodertruget og derfor æder mest. Derfor kaldte man i gamle dage Clostridieforgiftning for "Velfærdssyge".

Helbredelse:
Prognosen er ikke god, men ved meget hurtig indgriben kan man dog redde nogle. Hvis først gederne er angrebne, nytter det ikke at vaccinere. De skal have serum straks.

Dette hedder : Tarmbrandsserum, Clostridium perfringens serum. Vær opmærksom på, at ikke alle dyrlæger har dette som lagervare. I følge en avler, der havde Cl. perfringens dødsfald i sin flok, er det en god idé, at behandle dyrene med "Baytril" før de får serum.

Forebyggelse:
Hvis gederne gik frit omkring, ville de nok aldrig blive syge af Clostridier, orm og deslige. Men vi byder vore geder levevilkår, der er meget lang fra deres naturlige levemåde, derfor bliver de syge. Den bedste forebyggelse ville være, at sørge for at gederne altid har adgang til rigeligt og velegnet strukturfoder : Halm, grene, bark m.v. samt anvende minimal mængde kraftfoder, altså ekstensiv drift. De fleste kødgedeavlere herhjemme driver intensiv drift af hensyn til hurtig tilvækst på slagtedyrene, kan man være nød til at forebygge mod Clostridiedødsfald med vaccination.

Blandt fåreavlere har dette været anvendt i årevis, og der er da heller ingen vaccine afprøvet og godkendt til geder. Her er de lærde som sædvanlig uenige, når det gælder geder, og her kan kun refereres, hvad forskellige autoriteter anbefaler:

LRC i Skejby v/ Annette Holmenlund henviser til mappen : "Værd at vide om geder".

Dyrlæge Birgit Agner anbefaler, at man bruger fåredosis og vaccinere én gang årligt.

I New Zealand er man enig i ovenstående, dog anbefales halvårlig vaccine, hvis man har problemer.

Dyrlæge Svend Bæk-Pedersen anbefaler, at man bruger fåredosis, men vaccinerer to gange årligt.

Veterinærkonsulent Thomas Krogh Nielsen, Statens veterinære Serumlaboratorium er enig med SBP.

Dyrlæge Palle Bech anbefaler, at man bruger dobbelt fåredosis og vaccinerer én gang årligt.

I England anbefales det, at bruge dobbelt fåredosis og vaccinere to gange årligt.

Dette gør jo ikke forvirringen mindre. Jeg bringer her vaccinationsplanen for får, hvorefter det er op til hver enkelt avler at tage stilling til, hvilken af ovenstående vaccinationsstrategier, man tror mest på.

Vaccination af får med Porcilis T-Brand Vet vaccine (hed tidligere Lambivac) mod både bløde nyrer og stivkrampe eller Xento Vet (kun mod bløde nyrer).

Produktet købes hos dyrlægen. Det opbevares i køleskab.

Man må selv vaccinere. Dette gøres under huden, endelig ikke i en muskel.

Basisvaccination til får: 2 ml. 3 mdr. før læmning samt 2. ml 2 uger før læmning.

Dette giver kiddene immunitet via modermælken.

Lam født af vaccinerede får: 2 ml. i 3 måneders alderen samt 2 ml. 6 uger senere.
Lam født af uvaccinerede får: 2. ml i 1. leveuge samt 2 ml. 6 uger senere.
Revaccination af alle får hvert år 2 uger før læmning.